Et nyt studie tyder på, at det kan lønne sig at tage skoleeleverne ud af klasseværelset og med ud i naturen en gang imellem.
En skoletime udendørs gjorde 9 og 10-årige skoleelever mere opmærksomme når de kom tilbage til klasseværelset. I skoletimen efter at eleverne havde været ude, tog det dobbelt så langt tid inden et af børnene afbryd læreren, ifølge et amerikansk studie. Det skriver Forskning.no.
De amerikanske forskere ville se om børnene blev overstimuleret efter at at have været ude i naturen, eller om de koncentrerede sig mere end de normalt gjorde. Forskerne bad to lærere om at have 1 undervisningstime udendørs hver uge i 10 uger.
– Vi ville se hvad der skete hvis vi tog en gruppe urolige 3. klasse elever udenfor i en undervisningstime. Ville de drage fordel af en time i naturen eller ville de bare løbe på væggen efterfølgende, siger Ming Kuo, forsker ved University of Illinois at Urbana–Champaign.
Svaret på dette spørgsmål vil nok glæde enhver naturfagslærer (og naturvejleder). I følge forskerne opførte børnene sig bedre og mere undervisningsmodtagelige efter en times undervisning i det grønne.
Færre afbrydelser og irettesættelser
Børnene blev ikke sendt hverken i zoologisk have eller ud i skoven. I stedet blev en hel normal undervisningstime holdt på et grønt område i nærheden af skolen. Børnene havde udsigt til skov og bæk, men fik ikke mulighed for at udforske naturen eller lege efter at timen var startet.
For at se om børnene var mere eller mindre fokuserede efter 1 times undervisning i det fri, observerede forskerne eleverne i den efterfølgende normale skoletime.
Forskerne talte slet og ret hvor mange gange lærerne måtte bede børnene om at sætte sig ned eller koncentrere sig i løbet af undervisningstimen indenfor i klasseværelset.
I gennemsnit måtte lærerne kun bede eleverne om at være rolige og stille halvt så ofte som efter en normal indetime. Der gik også dobbelt så lang tid før et af børnene afbryd læreren.
Studiet indgår i en lang række forskningsresultater, der viser at ophold i naturen er godt for både børn og voksne. I 2015 påviste Universitetet i Oslo at udeleg og grønne omgivelser fungerer godt for børnehavebørn. Børn som var mere ude i børnehaven, var bedre til at sidde stille og fokusere – og høre efter hvad pædagogen sagde.
Kilde: Forskning.no (link til original artikel).