Tag med på krabbefiskeri

Det er sjovt at fange krabber fra en mole eller bådebro. Vi tester en “startpakke med det hele” til børn.

Krabbefiskeri er altid et hit og med Danmarks mange havne, bådebroer og moler er der masser af gode muligheder for at fange strandkrabber.

Test af “startpakke til vand” med net og akvarium m.m.

Der er heldigvis stadig masser af gode gråvejrsaktiviteter – også udendørs. En af dem fik jeg foræret fornylig da butikken Juniorgrej.dk via magasinet NaturGuide.dk bad mig afprøve en “startpakke til vand” beregnet til børn. Pakken indeholder et fiskenet, et plast-akvarium med låg, et akvarienet, en pincet, en krabbestang og en gennemsigtig spand.

Jeg har altid været fascineret af vand og har som knægt brugt timer ved søen og fanget haletudser, salamandere m.m. og et sæt som dette vil være perfekt hertil. Det var dog krabbefiskestangen, der i første omgang fangede min opmærksomhed da jeg pakkede kassen op fra Juniorgrej.dk.
Strandkrabber er egentlig mest aktive om natten, men mørkt gråvejr må være det næstbedste. Beslutningen blev truffet. Vi (ungerne, min hustru og jeg) skulle ud til kysten og fange krabber!

Krabbefiskeri er en sjov aktivitet for hele familien.

På en regnvåd sommerdag i juni tog vi alle ud til kysten. I vores tilfælde en badebro ved Limfjordens salte vand. Godt nok er Danmark et lille land, men vi er en stormagt når det kommer til kystvendte havnekajer, moler og bådebroer – og det er her det foregår.

Fiskeri efter strandkrabber er simpelt og lavteknologisk. I princippet blot en snor med tøjklemme, hvormed man fastgør maddingen. Gerne en musling eller f.eks. et stykke spegepølse.
Krabbefiskestangen er dog lidt sjovere, da den har et hjul som en fiskestang, hvor linen kan rulles ind, men princippet er det samme.
Stangen, der følger med sættet fungerer fint og er i lidt kraftigere plast end de legetøjs-krabbefiskestænger jeg før har set. Der følger kun én stang med i sættet som standard, men en ekstra kan tilkøbes for pt. 39 kr.

Et stykke spegepølse på klemmen – og man er klar til at fange krabber. Her hales en krabbe op.

Begge drengene (på 4 og 6) fik et stykke spegepølse på deres klemme – og så var fiskeriet i gang. Og det virkede! Krabberne dukkede snart op og bed på spegepølsen, hvorpå det gælder om at trække forsigtigt op og lande krabben i akvariet, der forinden var knap halvfyldt med vand. Ofte dumpede krabberne dog af inden vi nåede så langt og faldt tilbage i fjorden med et plask. Det forhindrede dog ikke de samme krabber i at bide på igen.
Drengene var begejstrede og fangstglæden var til tider euforisk – især når en særlig stor krabbe bed på. Der var slet ikke tid til at ænse de skiftende regnbyger.

Vi fandt også snart ud af, at udnytte det medfølgende net, der med en teleskopfunktion kan forlænges og er genial til at holde under krabberne når de hives op med fiskestangen. Slap krabben maddingen dumpede den blot ned i nettet. Det gav ikke blot flere krabber, men også samarbejde og et reelt teamwork blandt drengene.

Krabberne slap ofte taget når de kom over vand. Her kom det medfølgende net til undsætning.

Fangstnettet virker til at være i en god kvalitet og noget bedre og større end de vanlige fiskenet på en bambuspind, der i sommerhalvåret ofte fås i legetøjsbutikker. Nettet her vil også kunne bruges til en række andre formål – f.eks. til at fange sensommerens mange aktive græshopper.

Akvariet er fint til betragtning af krabberne – og undring over de ret sjove skabninger med stilkede øjne. Vi fodrede dem med spegepølse direkte i akvariet og så hvordan krabberne brugte klosaksene når de spiser.

En fin måde at bruge en gråvejrsdag på. Efter et par gode timer, inklusiv madpakkespisning, blev krabberne dog hældt ud igen, men næste gang vil vi måske prøve at lave vores egen krabbesuppe over bål!

Det er ret fascinerende – og lidt grænseoverskridende at røre ved en levende krabbe.

Selve startsættet med net, fiskestang, akvarie, spand og pincet har uden tvivl mange timers underholdning og naturstudier foran sig. Det behøver nu ikke at være så fancy, men sættet gør det alligevel både nemt og praktisk. Alt hvad man skal bruge er samlet i pakken. Det lille akvarienet (til f.eks. at fange myggelarver, dafnier og andre smådyr) og pincetten fik vi ikke brugt i denne omgang, men jeg kan se mange muligheder i det samlede sæt.
Hele den samlede pakke med de seks dele fås hos Juniorgrej.dk i skrivende stund til 349 kr.


Obs: Naturvejleder.dk får ikke provision af salg og henvisninger fra ovenstående artikel.

Niels Lisborg
Niels Lisborg
Niels er naturvejleder og har de sidste 25 år arbejdet med naturforvaltning og naturformidling og har skrevet mere end 1000 artikler om Danmarks natur og dyreliv.
spot_img

Snup også...

Mere natur?

spot_img

Lignende artikler