Forleden var jeg igen en tur i skoven. Familien var med og uanfægtet at kalenderen siger medio januar, er det ret mildt – omkring 0 grader. Selvom det er vinter er der ganske mange svampe i skoven – og særligt en vækker opsigt.
De første forårstegn er allerede i luften. De første traner er kommet retur – eller måske har de aldrig været væk, da flere og flere fugle vælger at tilbringe vinteren i Dannevang.
Skovduen er begyndt at flyve parringsflugt, selvom der næsten er to måneder til forår. Hannen klapper med vingerne og flyver op over skoven i en høj bue, hvorefter den lader sig glide ned i trætophøjde igen.
Gærdesmutten synger, men det kan man ikke tage for gode varer, hvis det er forårstegn, der er i fokus. Den lille, kække fugl er nemlig en af de få, der gerne synger om vinteren.
“….Alt dette bemærker børnene ikke. De er løbet i forvejen og har i stedet kastet sig over en “gul vingummi”, der hænger på et træ…”
Alt dette bemærker børnene ikke. De er løbet i forvejen og har i stedet kastet sig over en “gul vingummi”, der hænger på et træ. Og ja, det ligner faktisk en gul vingummi. Det er en svamp – en gul bævresvamp, hvis man skal være faglig korrekt.
Selvom svampen både virker slimet og uformelig er den faktisk en fryd for øjet i den lidt grå vinterskov. Den regnvåde skov med fugt i luften har fået bævresvampene til at svulme og nu hænger de fra løvtræsgrene hist og her som gule vingummier.
“En vingummisvamp mere”, råber ungerne længere nede ad skovstien. “En gul bævresvamp”, retter jeg – forgæves. Den gule svamp er blevet døbt – og nu er de der alle vegne – vinterskovens gule vingummisvampe.
