Der findes ikke noget bedre end at finde sin mad selv.
Der findes ikke noget bedre end at finde sin mad selv. Hvis du ikke har den store erfaring, kan du supplere din almindelige mad med mad fra naturen. Du behøver ikke at være ekspert, for der er mange ting, der er lige til at gå til.
Om foråret
Om foråret er det de friske skud du skal gå efter.
Friske blade fra et bøgetræ kan bruges i stedet for Iceberg salat fra supermarkedet. Det skal være de nye, lysegrønne blade, de mørke er bitre.
Friske skud fra toppen af brændenælder kan koges til en suppe.
Hyldeblomsterne kan fra sidst i maj/primo juni bruges til en lækker hyldeblomstsaft. Alternativt kan du lade blomsterne sidde og høste bærrene om efteråret og tilsvarende lave hyldebærsaft.
Gå rundt i skovbunden og smag på skovsyre (ligner lidt kløver, blot med mere hjerteformede blade).
Lav en pesto af skvalderkål eller bland nogle skvalderkålsblade eller solbærblade i en dej og lav enten snobrød eller fladbrød.
Alt sammen, måske alene på grund af det faktum, at du selv har fundet ingredienserne, giver en bedre smag.
Om sommeren/tidligt efterår
Planternes blomster er blevet bestøvet, faldet af og i gang med at udvikle sig til frugter. Hvis du kigger i skovbryn eller åbninger i skoven, kan du bl.a. være heldig at finde hindbær og brombær. I skovbunden kan du måske finde skovjordbær – de er små, så der skal bruges noget tid på indsamling.
Blomme/mirabellegrød
Du kan også være heldig at finde blommetræer forskellige steder. Her får man virkelig valuta for sin tid, hvis man kan finde ud af at plukke det. Du kan evt. anskaffe dig en frugtplukker stang så du kan nå frugterne længere oppe.
Kog en grød af dine bær.
1 kg. bær.
½-1 dl rørsukker
1 dl vand
lidt vanilje
2-3 spsk. maizenamel
½ ltr. fløde
Skyl dine bær, sorter blade og urenheder fra. Skær bærrene i halve skiver og kog dem i vandet i 5 min. Tilsæt sukker og vanilje. Jævn nu grøden med maizenamel blandet i koldt vand. Find den rette konsistens ved at lade det koge i 1-2 minutter.
Server det eventuelt med lidt skovsyre, bellis, friske bær eller andre spiselige blomster ovenpå.
Grøden kan serveres både kold og varm. Personligt er jeg mest til den kolde version.
Hasselnødder
Hasselnødder begynder at være modne mellem slutningen af august og midten af september. Hvis du har et godt område med hasseltræer, så tag derud lidt tidligere. Selvom nødderne ikke er helt færdige, kan du faktisk godt spise de unge hasselnødder – de smager overraskende friskt.
De er modne når de er lysebrune i hasen og nemt ryger ud.
Det er med at holde øje, for du vil også gerne komme før dyrene. Specielt egern er hurtige til at tømme forrådet fra træerne når de er modne.
For at nå de nødder der er højere oppe kan det være nødvendigt med en teleskopstang til at plukke dem med. Hassel er ofte stynet (dvs. skåret ned, hvorpå busken skyder igen) og en busk består som regel af en 20-30 træer. Nogle af træerne kan være tynde og nemme lige at bøje midlertidigt ned så du kan tømme den for nødder. Alternativt kan du lægge en dug nedenunder og ryste træerne en ad gangen oven over dugen.
Når du har samlet dem skal de tørre i 5 – 20 dage. De skal have ventilation, der skal være tørt og varmt. Bred dem ud på en dug eller avispapir. Tænk i at de skal have plads. Ryk lidt rundt på dem en gang imellem.
Smag på dem og når de har den rigtige smag/er tilpas tør uden at være skrumpet, så skal de opbevares køligt og tørt. F.eks. i nogle nylonstrømper eller i et net. Ryst nettet en gang imellem. Hæng dem op, så er de musesikret.
Mark Källstrøm er indehaver af Naturhandel.dk, hvor han forhandler udstyr til naturoplevelser. Herudover kan man booke ham som naturvejleder.