asd

Naturen i juli

Juli er opkaldt efter den romerske feltherre Julius Cæsar, der blev myrdet i år 44 f.v.t. Mordet medførte at den romerske republik efter 450 år gik til grunde, men blev samtidig begyndelsen på det romerske kejserrige.

I naturens verden er der også drama i juli – og masser af aktivitet. Kærulden blomstrer – sammen med en mængde af vilde blomster som gederams, snerle – og kornblomster langs markerne. Flagermusen føder sin unge og de talrige ulveedderkopper i skovbunden bærer deres små unger på ryggen. Der er meget at opleve, hvis man kigger efter.

Dagpåfugleøje.

Nyklækkede sommerfugle dukker frem

I juli bryder nye generationer af sommerfugle frem fra deres pupper. Dagpåfugleøje og Nældens takvinge har i forsommeren levet som larve på brændenælder, hvor larver æder løs af de nælder som de fleste andre dyr undgår. Når larverne har vokset sig store finder de et beskyttet sted, hvor de forpupper sig. I juli klækker puppen – og ud kommer en prægtig ny sommerfugl i den fineste dragt. Det er nu de er smukkest. Sidst på sommeren bliver de mere slidte efter parring og territoriehævdelser.

Flokke af stæreunger

Stærens yngletid er forlængst overstået og flokke af store stæreunger samler sig i sommerlandet. Ungstærene samler sig ofte langs kysten eller ved større eng- og vådområder, hvor de kan optræde i hundredevis. Senere hen på efteråret i september samledes enorme mængde af stære i marsklandet i Sønderjylland, hvor man kan opleve fænomenet sort sol.

Åkanderne blomstrer

Den største, vilde blomst i den danske natur er den hvide åkande – også kaldet nøkkerose. Blomsten kan nå en diameter på næsten 20 cm når den er foldet ud. Navnet “nøkkerose” henviser til “nøkken”, der ifølge tidligere tiders folketro var et ondsindet væsen som holdt til nede i vandet og som forsøgte at bringe folk i ulykke ved at lokke dem ud i vandet. En lun sommerdag lod jeg mig selv friste og svømmede ud i søen og hentede en nøkkerose. Heldigvis blev jeg ikke taget af nøkken.

Danmarks største vilde blomst: nøkkerosen. Jeg måtte smide klunset for at hente en til min kone!

Skovhindbær modner

Mine to drenge elsker denne tid på året, hvor naturen begynder at bugne af naturalier. I skoven er skov-hindbærrene nu modne. De søde bær består af flere små, saftige stenfrugter og smager mere kraftfuldt og intenst end havesorterne. Desværre er der ofte orm i skov-hindbær, så man skal se godt efter hvis man vil undgå ekstra proteiner.

Marsvinene parrer sig

Danmark er omgivet af hav og fjorde – og her findes marsvinet. Den eneste hval, der yngler i dansk farvand. Marsvinet er den mest almindelige hvalart i Danmark og forekommer vidt udbredt. Jeg har selv haft fornøjelsen at sejle med disse fine, små hvaler, der kan blive op til 1,8 meter. Trist, at nogle stadig drukner i fiskenet.
Det er netop nu i juli at parringssæsonen begynder for den lille hval.

Der sker så meget i naturen i juli at man kan fylde flere bøger.  

Niels Lisborg
Niels Lisborg
Niels er naturvejleder og har de sidste 25 år arbejdet med naturforvaltning og naturformidling og har skrevet mere end 1000 artikler om Danmarks natur og dyreliv.
spot_img

Snup også...

Mere natur?

spot_img

Lignende artikler