Om efteråret skifter løvskoven farve – men ikke rødellen. Den forbliver grøn til det sidste.
Rødellen (Alnus glutinosa) er et af vores vilde træer – forstået på den måde at det efterhånden sjældent plantes i skovbruget – og i såfald kun som hjælpetræ, der skal hjælpe udvalgte hovedtræarter op, hvorefter den fældes og fjernes så der er plads til de i produktionssammenhæng finere arter.
Rødellen er naturligt hjemmehørende og kan gro i vådområder, hvor andre træer må give op. Man kan ligefrem finde særlige ellesumpe, der er en helt speciel naturtype.
Rødel har nogle særlige knolde på rødderne som indeholder bakterier. Disse bakterier evner at fange frit kvælstof fra luften, der kan gives videre til træet. I bytte får bakterierne sukkerstoffer fra træet. Et godt og praktisk samarbejde.
Du finder næsten altid rødel langs søer og vandløb. Det danske navn “rød-el” skyldes ikke bladenes farve, men at veddet i træet farves smukt rødligt når træet saves op og kommer i kontakt med ilt.
Om efteråret ses løvskoven i flotte farvenuancer. Bøgen i rødbrun, birken i gul og spidsløn til tider i rød-orange, men ikke rødellen! Den beholder sine grønne blade til det sidste! I modsætning til de øvrige træarter har rødel nemlig ikke i samme grad behov for at genbruge næringsstoffer i bladene og trække disse tilbage i træet. En handling, der ellers giver røde og gule blade hos de øvrige løvtræer, når den grønne farve (klorofyl) nedbrydes til næringsstoffer som træerne gemmer til næste år i stamme og grene.
Rødellens blade er derfor fulde af næringsstoffer når de til sidst falder af i november. Bladene er derfor fine til kompost og i det hele taget god for jordbunden.
Rødellen kan blive op til 25 m højt og er udbredt over hele Danmark.