Sommerfugle i vinterskoven

Midt på vinteren, hvor den kolde vind bider og solen kun er fremme få timer, så er der ikke mange af os, der tænker på sommerfugle, men de er faktisk derude.

De fleste sommerfugle overvintrer som æg eller larve, men også voksne sommerfugle, som vi kender fra solbeskinnede sommerdage, er at finde i vinterlandet. De skjuler sig blot – eller retter de sover i en dvalelignende tilstand for at vågne igen til foråret når solen igen får magt.
Citronsommerfuglen er en af blot 6 arter af dagsommerfugle i Danmark, der overvintrer som voksen. Går du tur i skoven en vinterdag, når sne og is dækker landskabet, så er det ret fantastisk at tænke sig, at et eller eller andet sted, gemmer der sig en sommerfugl, der venter på forår.

Den smukke dagpåfugleøje søger ly for vinteren i hule træer, fuglekasser – eller lofter og garager. Her sover den frem til foråret.

Den smukke dagpåfugleøje og vores nationalsommerfugl; nældens takvinge søger gerne ly i hule træer, redekasser – eller endda ind på lofter, redskabsrum, garager og lignende, når det bliver vinter. Citronsommerfuglen derimod overvintrer gerne i det fri, hvor den kan sidde vinteren over på kviste, mellem blade eller barksprækker. Den kan ikke kun overleve de relative milde vintre i Danmark, men tåler ret hård frost.

Citronsommerfuglen overvintrer gerne frit fremme på kviste, mellem blade eller i barkrevner. Den tåler både frost og at blive dækket af sne. Foto: NaturGrafik.dk og Matauw, Dreamstime.com.

Sommerfuglene danner en slags frostvæske ved hjælp af blandt andet glycerol og alkoholer. Citronsommerfuglen er faktisk så hårdfør, at den tåler indefrysning i is.
Den er dog ikke lige frosttolerant hele året. Stofferne som bruges til at udvikle frostvæsken, udvikles i takt med at dagene bliver kortere. Det vil sige, at hvis man putter en citronsommerfugl i et fryserum om sommeren, så dør den! Sker det eksempelvis i oktober, så kan den overleve.

Næste gang du er på tur i vinterskoven, så prøv at forestille dig de sommerfugle, der sidder rundt omkring. De sidder der – usynlige for os, men måske i hundredevis! Men allerede i marts, hvor der endnu kan være frostnætter, så flakser citronsommerfuglen pludselig som en af de allerførste forårsbebudere.

Niels Lisborg
Niels Lisborg
Niels er naturvejleder og har de sidste 25 år arbejdet med naturforvaltning og naturformidling og har skrevet mere end 1000 artikler om Danmarks natur og dyreliv.
spot_img

Snup også...

Mere natur?

spot_img

Lignende artikler